Psoriasis usikkerhed

Er det bare mig der er blevet mere usikker på mig efter jeg har fået psoriasis?

Inden jeg fik sygdommen, var jeg meget udadvendt, glad – elskede at være blandt mennesker. Jeg har generelt altid anset mig selv for at være pæn, have en flot hud mv.

Efter jeg har fået konstateret psoriasis, er jeg gradvis begyndt at ændre mig – efterhånden som sygdommen blev mere og mere synlig. (læs evt. om mit forløb her.)

Det er specielt mine øre der er rigtig irriterende. Det er egentlig her min sygdom startede – primært inde i øregangen. Men sygdommen ”bevæger” sig ligeså langsom længere ud og er nu ude på selve øret. Det sidste der er sket, er at det er begyndt at bevæge sig ned på min øreflip. Det vil sige jeg har ikke en jordisk chance for at dække det. Jeg gad egentlig godt at jeg blot kunne sige ”og hvad så hvis folk kan se det” – men der er jeg bare ikke endnu. Jeg er ikke stærk nok – i stedet trækker jeg mig ind i mig selv.

Mine øre, svinger meget i grad af udbrud. Det er ikke konstant. Når det er værst er ørene meget tørre og skæller meget. Yderligere, er der ofte sår, da de klør sindssygt meget. Jeg bruger ofte en vatpind til at klø med. Jeg klør ved at pille næsten alt vatten af, så kan man få kløet igennem. Desværre giver det ofte lidt revner/ridser og lidt sår. Jeg smører mine øre med cremer 2-3 gange om dagen, når det er værst.

Jeg lod mærke til forleden, da jeg skulle spise frokost med mine kolleger, at aldrig sætter mig i midten af et bord længere. Jeg vil helst sidde for enden, hvor folk ikke skal snakke hen over mig og hvor jeg kan ”gemme” mig lidt op ad væggen.

Samtidig hvis jeg ender med at sidde i midten, eller hvor folk kan komme til at se på mine øre, så rykker jeg stolen ca. 20 cm. Bagud. Det vil sige jeg sidder lidt underligt i forhold til andre – men til gengæld gør det, at jeg ikke føler mine psoriasis udbrud er til offentlig skue. For det ser ikke særlig pænt ud – kan jeg støde nogen?

Det er ikke kun ved et bord, generelt undgår jeg steder hvor jeg skal være centrum, eller måske nærmere hvor der er mulighed for at folk kan se min psoriasis.

Temadage, kurser og undervisningsdage er heller ikke min kop the længere. Her er jeg man ofte nødsaget til at sidde tæt, ved siden af hinanden. Ja det er vel egentlig en stor del af min hverdag der bliver levet lidt efter, at jeg er flov over at mine øre ofte er røde, skællende og har lidt sår.

Når jeg tænker over – hvor er det egentlig åndsvagt at en eller dum sygdom, skal have lov at ændre på den måde jeg er på. Hvorfor er jeg blevet så ”tilbagetrukket”, hvordan knækker jeg koden og egentlig bare er ligeglad.

Har I andre også på den måde – altså oplever at I har ændret jer på den måde i er på? Eller har I formået at knække koden til hvordan man bare er totalt ligeglad?

Som altid – kommenter gerne – jeg vil så gerne høre om dine erfaringer mv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *